Pasta alla Bolognese (4-5 pers.)

Pasta alla Bolognese kan laves på mange forskellige måder, men denne opskrift giver en helt vidunderlig udgave af retten – det handler nemlig om kogning, kogning og atter kogning!  Vi valgte at servere en meget lækker vin fra Toscana til retten – DO UT DES (betyder ”hvis jeg giver, modtager jeg”) og det gik op i en højere enhed!

 

Bolognese:

300 g blandet hakket kød
1 løg
1 gulerod
1 stængel blegselleri
50 g flæsk
300 g tomater
25 g smør
1 dl tør rødvin
1 dl bouillon
salt og peber
mælk efter behov

Tilbehør:

Spaghetti
Reven Parmasanost

Løget pilles, guleroden skrabes, selleristænglen pudses af, og det hele hakkes fint sammen med flæsket og røres sammen med det hakkede kød. Tomaterne flås og pureres. Smørret varmes op i en gryde, og heri sorteres kødmassen til den har fået lidt farve. Så hældes rødvinen i gryden, og der røres rundt, indtil vinen er fordampet. Herefter hældes halvdelen af bouillonen i gryden, og kødet snurrer uden låg og ved meget lav varme, mens resten af bouillonen tilsættes lidt efter lidt. Når den også er fordampet vendes tomaterne i. Drys med salt og peber og kom så meget mælk ved, at alt er lige akkurat dækket.

Herefter skal saucen koge i 3 timer for ganske svag varme. Hvis konsistensen bliver for tyk, kan man fortynde med lidt mælk. Det er alfa og omega at saucen får lov til at koge i de 3 timer - den bliver fantastisk koncentreret og meget meget lækker!

Servering: Pastaen koges al dente, og anrettes på tallerkener. Kødsaucen lægges over pastaen og der drysses reven parmasanost over.

Tips: Jeg laver altid en større portion Bolognese, for saucen kan fryses og den smager lige så godt når den bliver varmet op igen. Jeg bruger så ca. 500g hakket oksekød og ca 500g. hakket skinkekød og tredobler mængderne på de øvrige ingredienser.

Liber Vin - Viborgvej 379A - 8920 Randers NV - Tlf. 2066 6906