2005 X Winery, Amicus
Spring Mountain, Napa Valley, Californien

Californien er nok et af USA's mest anerkendte vinområder. Det ville normalt have været for varmt i Californien til at dyrke vin, men på grund af den kølige påvirkning fra det meget kolde vand langs den amerikanske vestkyst, bliver klimaet nærmest ideelt til vin!
Et af de bedste områder i Californien er Napa Valley. Napa Valley strækker sig over blot 50 km fra top til bund, men der er store temperaturforskelle, og Carneros i syd er derfor perfekt til Pinot Noir og Chardonnay, mens Lake County i det nordlige i gennemsnit er 10 grader varmere, og derfor velegnet til blandt andet Cabernet Sauvignon. Et prestigeområde i nord er Spring Mountain, der fik egen AVA (American Viticulture Area) i 1993. Vinstokkene vokser på meget stejle bakker, druerne modnes langsommere end i Napa Valley generelt, og man høster derfor næsten en måned senere. Det giver nogle fantastiske druer at lave vin på.
Amicus (latin for venner) er lavet på 100% Cabernet Sauvignon. Druerne er håndplukket. Vinen har lagret 2½ år på franske egefade.
I Smag & Behag fik Amicus 4 glas og følgende beskrivelse: ”Saftig, venlig, nydelig, føjelig. Rund og violparfumeret, silkeblød, overvenlig og lækker - men uden sødme. Intens saft, ingen generende syre, lutter velsmag og mild, tæt drikkeglæde. Here comes California - med solskin uden sødme. Den skaber glæde ved bordet”. Amicus kan gemmes og vil ældes med ynde i op til 8 år, men den er super allerede i dag - vi serverede vinen til en dejlig efterårsgryde, en "simreret", og det var helt perfekt!
