2005 Zaca Mesa Syrah
Santa Barbera County, Californien

Vinen er lavet på 98% Syrah-druer fra Zaca Mesa's egne marker i Santa Barbera. For at gøre vinen mindre hård, har man valgt at blande 2% af den hvide drue, Viognier, i vinen. 2005 Zaca Mesa Syrah har lagret 16 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 25% er nye. Vinen blev tappet på flaske i februar måned 2007 og den har 14,5% alkohol.
Brook Williams der er præsident hos Zaca Mesa fortæller, at man selvfølgelig prøver at være sig selv, og ikke på at efterligne hverken Australien eller Frankrig, men uanset hans beskedenhed, så er det altså Syrah på den mest fantastiske måde, det her: Der er masser af solskin i Californien, hvilket betyder at vinen får den bærfylde man kender så godt fra australske Syrah-vine, og fordi Zaca Mesa giver vinen lang tid til at udvikle sig i, får den kompleksitet, syre og tanniner som man kender det fra de franske Rhône-vine der er lavet på Syrah - vi har altså det bedste fra begge steder!
Vinen har en meget flot farve. Duften er solid og repræsenterer det bedste fra både Rhône og Australien - masser af frugt kombineret med en god kompleksistet - en vin man får lyst til at smage på! I munden er vinen dejlig, den har masser af fylde, saft og kraft men syren gør, at vinen skal drikkes til mad, hvis man vil servere den i dag, fx til lam marineret i rosmarin og hvidløg. Vi lavede lammefilet med bagte figner og nøddepicada og det passer perfekt til Zaca Mesa Syrah. Venter man 1-2 år vil oplevelsen blive meget stor og vinen har potentiale til at blive gemt i op til 10 år (til 2015)!
